I den senere tid, har Fyens Stiftstidende næsten dagligt haft historien om, at den resterende del af Odense inderhavn formentlig skulle sælges til A Enggaard som én samlet pakke. Inklusiv den del af havnen, som vi ligger på.

I går vedtog Odense Kommune så handlen med A Enggaard.

Der kommer nu en fase hvor der skal ske ”et års intens borgerinddragelse” j.fr. Odense Kommune.

Hvad betyder det for os og hvad ved vi?

Vi ved at Odense Havn har givet tilsagn om, at de ikke opsiger os, heller ikke når vores lejekontrakt udløber til september 2022. Vi bliver så at sige ”solgt med”, og det bliver op til den nye ejer at forlænge vores kontrakt.

Vi ved også – fra dengang CASA var ved at købe ”vores område” – at Odense Havn havde pålagt CASA at finde en løsning sammen med os. De mange timer bestyrelsen brugte med CASA afstedkom en masse gode forslag & ideer – men som bekendt trak CASA sig fra handlen.

Hvordan ser fremtiden så ud?

Vi ville ønske, at vi kunne svare entydigt og glasklart på dette. I sagen Odense Havn, er der mange interessenter inklusiv os selv, og vi har en løbende dialog med de andre, lige fra Odense Havn / By- og Kulturforvaltningen til Byforeningen for Odense, By & Vand netværket, Åløkkekvarterets Grundejerforening m.fl.

Vi erfarede, i sagen med CASA, at Miljøstyrelsen fastholdt nogle krav omkring skovbygge- og fredningslinjer, hvilket måske var en af årsagerne til, at CASA trak sig fra byggeriet.
Forleden dag kom der massiv kritik for dagens lys, rejst af Danmark Naturfredningsforening. De mener at planlagt byggeri ”bagved os” mellem Åløkkeskoven og Næsbyhoved Slotsbanke (det såkaldte Søkvarter) er i direkte strid med Naturbeskyttelsesloven.

Vi forventer, at der vil komme en stadig strøm af udmeldinger om byggeprojekterne i Odense Havn og dermed også om Sejl og Motorbådsklubben FREM. Alle mulige ”for og imod”, alle mulige spådomme og alle mulige forudsigelser som ikke nødvendigvis ender som forudsigelserne spår.

Det vi kan gøre lige nu - og gør og har gjort igennem flere år - er at tale vores sag. Fortsætte den gode dialog, vedholdende sætter Sejl og Motorbådsklubben FREM på tegnebrættet og komme med forslag, ideer og input til Odense Havn, By- og kulturforvaltningen samt A Enggaard.

Vi er fortsat 100 % af den overbevisning, at Sejl og Motorbådsklubben FREM er en del af Odense Havn fremadrettet.

Venlig hilsen På bestyrelsens vegne

Anne Stautz